Eftersøgningstjenesten bringer splittede familier sammen

Når der er krig og katastrofer, kan familier blive skilt fra hinanden. Røde Kors hjælper familiemedlemmerne med at opspore hinanden - og blive forenet igen.
 
 

Røde Kors’ arbejde med at forene familier går helt tilbage til 1870, da Røde Kors begyndte at registrere krigsfanger. Siden er sporing af folk, der er blevet adskilt af konflikter og katastrofer, blevet en vigtig del af Røde Kors’ arbejde.

Eftersøgningstjenesten udføres i samarbejde med International Røde Kors og Røde Kors nationale selskaber i hele verden. Uden hjælp fra frivillige og eftersøgningstjenesten, ville mange familier stadig leve med afsavnet af hinanden.

 

Alene i den forkerte gummibåd

18. årige Setarah fra Afghanistan blev væk fra sin familie under flugten fra Afghanistan i sommeren 2015. Som så mange andre flygtningefamilier skulle de med gummibåde fra Tyrkiet til Grækenland. Det viste sig at blive sidste gang i meget lang tid, Setarah havde kontakt til familien.

”Det var en helt forfærdelig, rædselsfuld nat, som har været et slags mareridt for mig lige siden. Vi skulle afsted midt op natten, og der opstod tumult og stor forvirring, da vi skulle ombord i bådene. Pludselig opdagede jeg, at resten af min familie var blevet placeret i nogle af de andre både. Jeg var simpelthen så bange,”  fortæller Setarah.

 

Spredt for alle vinde

På sejlturen over Middelhavet klyngede hun sig til håbet om at hun kunne finde familien igen, når de kom i land. Det viste sig bare, at de tre både ikke sejlede samme sted hen.

”Min far og lillebror var i én båd, mor i en anden, og jeg i en tredje. I Grækenland brugte alle sammen lang tid på at finde hinanden, men uden held. Heldigvis fandt jeg et sted, hvor jeg kunne være i sikkerhed i nogle måneder, hvorefter jeg fortsatte rejsen på egen hånd. Efter bådturen var jeg konstant bange for, at jeg var helt alene tilbage.” fortæller Setarah.

 

Genforenet med familien

Efter en svær rejse gennem Europa ankom Setarah til Danmark i september 2016. Efter halvandet år alene på flugt skete fik Setarah held med at finde sin familie igen. Gennem Røde Kors´ eftersøgningstjeneste i Danmark fandt hun først sin mor, og da hun lagde et billede op på Røde Kors´ Trace the Face-hjemmeside fik hun endnu en fantastisk nyhed: Hendes far og lillebror er i live, og de er i Tyskland.