A

Afrika: I Røde Kors laver vi rigtig mange projekter i Afrika. Vi hjælper blandt andet afrikanerne med adgang til rent drikkevand, forbedrer sundhedssystemet, og giver de lokale Røde Kors frivillige viden om de mest almindelige sygdomme. Læs mere om seje børn i Afrika på vores temasite

Aids/HIV: Aids er en dødelig sygdom, der udvikler sig i kroppen, hvis man bliver smittet med hiv-virus. Cirka 36 millioner mennesker lever i øjeblikket med aids eller hiv, og næsten 7 ud af 10 af dem i Afrika. I 2015 døde 1,1 million mennesker aids. Læs mere i magasinet "talk AIDS" 

Asyl:  Røde Kors driver flere asylcentre i Danmark, hvor flygtninge og indvandrere fra andre lande venter på svar på, om de kan få asyl og lov til at bo i Danmark. Røde Kors i Danmark har haft opgaven med at indkvartere asylansøgere siden 1984. Læs mere om Røde Kors’ asylarbejde

B

Barnelandet: Barnelandet hjælper forældreløse og sårbare børn i Malawi til et liv med en bedre fremtid. Mange børn i Malawi har enten mistet en eller begge forældre og lever i dyb fattigdom. Læs mere om Barnelandet

Besøgsven: I Røde Kors hjælper vi de ensomme i Danmark. Vores besøgstjeneste består af cirka 5000 frivillige, der hver uge besøger blandt andet ensomme ældre i deres private hjem eller på plejehjem. Besøgene er bygget op omkring tillid, og begge parter har glæde af besøget. Læs mere om besøgstjenesten

Byer:  I 2050 vil 60 procent af Afrikas befolkning bo i byerne, og derfor har vi fokus på at forbedre sundheden i byerne. Sundhed er et vigtigt element for, at et land kan udvikle sig, da man gennem sundhed sikrer sig, at befolkningen ikke dør i en meget ung alder. Læs mere om vores udviklingsarbejde

Børnearbejde: Omkring hvert fjerde barn i verdens fattigste lande er børnearbejder – cirka 150 millioner børn på verdensplan. Mange af dem får ikke en anstændig barndom på grund af opslidende og skadeligt arbejde. Årsagen til børnearbejde er først og fremmest fattigdom. Læs mere om børnearbejde på UNICEF's hjemmeside

Børnesoldater:  Lige nu burde titusinder af soldater sidde på skolebænken. I stedet går de med uniform og myrder andre mennesker. De er børnesoldater. Nogle steder i verden bliver børn helt ned til 7 år sendt i krig. Og alt dette sker selvom FN har besluttet, at unge under 15 år ikke må deltage i kamphandlinger. Se mere i vores undervisningsmateriale "Når børn slås for alvor"

Børn i krig: Når børn oplever krig på nærmeste hold, risikerer de ikke kun at blive dræbt. Mange får psykiske problemer på grund af de ting, de oplever under krigen. Børnene får kvalme, mister appetitten og kan ikke sove og eller følge med i skolen. Se mere på vores temasite om krig

Børn og unge:
Når far eller mor er i fængsel, går det særligt ud over børnene. Når familien må tage på flugt, er børnene særligt udsatte. Når der ingen er til at hjælpe med lektierne, kan hverdagen i skolen være hård. Og når familieøkonomien skranter, går børnene glip af de mange muligheder, vores samfund er rigt på. Derfor tager Røde Kors hånd om sårbare børn og unge i Danmark. Læs om vores støtte til børn og unge i Danmark

D

De syv principper: Røde Kors bygger på syv principper, der er fælles for alle Røde Kors selskaber i hele verden. De syv principper er: medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed og almengyldighed. Læs mere om de syv principper